Små Komponisters Værksted - undervisningsmateriale

De to musiklærere Bettina Erlang og Lærke Skovvang Jespersen, der deltog i Små Komponisters Værksted har udarbejdet et undervisningsmateriale til folkeskolens mellemtrin på baggrund af projektet. 

Undervisningsmaterialerne er udkommet på forlaget Dansk Sang i november 2008.

 

Forordet til undervisningsmaterialet

Musikalsk skaben

- når børn får lov til at være små komponister

 
Dette hæfte er rettet mod alle musiklærere som ønsker en ny vinkel på det skabende musikalske arbejde i folkeskolens musikundervisning i 3., 4. og 5. klasse.

 

Materialet er tænkt som en håndværksmæssig inspiration og vejledning som skal være let at gå til og anvende i den daglige musikundervisning. Alle øvelser bidrager til at børnene erhverver sig værktøjer til at komponere med, og tilsammen udvikler aktiviteterne børns musikalske forståelse samt deres innovative og kreativt skabende kompetencer.

 

Vi har gjort os nogle praksiserfaringer med musikalsk skaben gennem deltagelse i det pædagogiske udviklingsprojekt ”Små Komponisters Værksted”, 2006-2008 (se www.skompo.dk). Projektets idé var at børns innovative og kreative kompetencer udvikles gennem skabende musikalsk arbejde med musikken som redskab. Formålet med dette materiale er således at formidle vores erfaringer fra projektet omsat til konkrete anvisninger på skabende musikalske aktiviteter i skolen hvor der sættes fokus på innovation, kreativitet og samarbejde.

 

Mange er af den opfattelse at det at skabe musik kræver mange års træning i musikalsk håndværk. Projektet ”Små Komponisters Værksted” har vist at dette ikke behøver at være tilfældet. Gennem kreative processer kan alle få mulighed for at erobre land, som de ikke troede var tilgængeligt for dem.
En stor del af erfaringerne fra projektet handler om lærerens tilgang til det kreative arbejde med eleverne. Det vil sige den åbne, anerkendende, rosende og vedholdende insisteren på musikalske ideers udtryk. Eleverne kan sagtens være skabende i de rette rammer hvis de blot får lov.

 

Det er vigtigt for os at viderebringe budskabet om, at skabende musikalsk arbejde ikke behøver at være svært. Tvært imod kan alle musiklærere gøre det med deres klasser med simple anvisninger og uden indkøb af dyre materialer eller instrumenter. Igennem alle øvelser er det væsentligt at en efterfølgende bearbejdning og refleksion med eleverne vægtes for at udvikle og fastholde en bevidsthed om det at udtrykke sig med musikken som redskab.

 

De enkelte kapitler er inddelt i to niveauer så der opnås en progression både inden for det enkelte kapitel samt en progression i hele materialet. Det er op til den enkelte lærer at vælge om man ønsker en dybere og/eller bredere aktivitet. Ønsker man at arbejde med hele forløbet i en kortere periode kan man vælge kun at beskæftige sig med ét niveau fra hvert kapitel.

 

På alle kapitelopslag er venstresiden direkte henvendt til eleverne mens højresiden er lærerens værktøj til gennemførelsen af øvelserne. Den tilhørende cd indeholder lydeksempler til alle øvelser samt videoklip fra projektet til inspiration for læreren. Idékartoteket indeholder ord, vers, rim og tekster, som skal bruges i øvelserne.

 

I arbejdet med skabende musikalske aktiviteter er det en fantastisk ressource og oplevelse for den enkelte musiklærer og for eleverne at få mulighed for at samarbejde med en komponist eller professionelle musikere. Dette giver uden tvivl et kvalitativt løft i den daglige musikundervisning! Hvordan dette kan iværksættes, giver vi et bud på bagerst i hæftet. De to komponister, Bo Gunge og Peter Bruun, som har været tilknyttet ”Små Komponisters Værksted”, og hvis musik og tekster vi har brugt i materialet, er ligeledes præsenteret her. 

 

Der skal lyde en stor tak til evaluator, lektor Dorthe Carlsen, og projektleder, lektor Else Marie Okkels, Videncenter for læremidler og evaluering, University College Syd, for vedholdende og motiverende konsulentbistand i forbindelse med udarbejdelsen af dette materiale.

 

Endvidere tak til Selvstændighedsfonden, der har støttet gennemførelsen af projektet ”Små Komponisters Værksted”, hvilket også inkluderer støtte til udarbejdelse og udgivelse af dette undervisningsmateriale. (www.selvstaendighedsfonden.dk).


God fornøjelse!


Lærke Skovvang
Bettina Erlang